-fra Holger Juhl-Hansen                    
 

Hermed så et lille bidrag fra en måske lidt overraskende kant.        

Om at have sommerhus ved Diernæs strand

Omkring 1956 – 57 startede vi med at holde sommerferie ved Diernæs strand. Det var synd at sige, at der var mange huse. El var der intet af - det foregik med petroleumslamper og vandet skulle hentes ved en fælles god, gammeldags pumpe.

De første år lånte vi en bekendts sommerhus for nu også at se, om det var noget for os.

Det var det så, så min mor købte et hus, vistnok bygget af Riggelsen fra Aabenraa. Et muret hus, som udvendigt var groft klinet med cement. Det blev købt i ca.1958.

Hvem er ”vi ” så ?

Fra 1948 til 1978 arbejdede min mor ( født i København) som sundhedsplejerske i Sydslesvig for ”Dansk Sundhedstjeneste f. Sydslesvig” og hvor hun på et tidspunkt adopterede mig da jeg var ca. ½ år gammel ( født i 1954 ). 

Den danske præst i Kappel, hvor vi boede frem til 1964, ejede et hus her ved Djernæs strand. Et gult træhus ved navn ”Pax. Han hed Vigh-Pedersen, og har for øvrigt som emeritus prædiket et par gange i Hoptrup. Dette lånte vi som nævnt foroven, for at prøve om sommerhusets glæder var noget for os. Vi fik så selv et, og vi har det stadigvæk, dog siden bygget et nyt, da mor fik chancen at købe den ellers lejede grund.

De første erindringer jeg har, er at køre gennem Diernæs by, tage de to skarpe sving før den lange bakke ned til stranden, og så at råbe ” Jeg kan se mit sommerhus, Jeg kan se mit sommerhus ”. Så var man nået frem. Vi havde ca. fem kvarters kørsel fra Kappel og senere fra Slesvig, som vi flyttede til, så det var med spænding man nåede bakken, for endelig at se huset. Der var jo heller ikke den bevoksning, som der er nu.

Ganske svagt kan jeg også huske et glimt af noget blåt til venstre på vej ned af bakken, nemlig Slivsøen. Jeg har med interesse fulgt med i reetableringen af den, og har gennem Sønderjyllands Amt haft rapporten og papirerne hjemme til gennemsyn. Nå, det var et sidespring. Vores første primitive ” køleskab ” var et isskab. Jeg husker derfor at vi én gang om ugen gik den ( for mig ) lange vej op til mejeriet i Diernæs, for at hente en isblok. Den blev pakket ind i en række lag avispapir ( Jeg kan godt nok ikke huske hvilken avis ! ) og båret den lige så lange vej hjem til sommerhuset. Den blev lagt i isskabets galvaniserede indre, og vi havde så nogenlunde styr på fødevarerne de næste fem til seks dage, alt efter temperatur og vejr.
Toilettet var i starten en tilbygning beklædt med granrafter og fungerede med en spand, hvis indhold indimellem skulle graves ned! Senere gravede vi så selv en sivebrønd.

Vi tilbragte ikke blot de ferier, men også weekender, vi bare var istand til at komme af sted til, i sommerhuset.
Så snart vejret var til det tog vi af sted, så vores sæson gik fra engang i marts og frem til oktober.
Som mindre var der jo nok at se til, man kedede sig aldrig. Der var strand, skov, å osv. Senere fik jeg en lille båd at tøffe rundt i og for mine konfirmationspenge købte jeg en lille 2,5 hk bådmotor, så kunne man jo tage på langfart til bl.a. Genner Fjord, Tomaj og Kelstrup strand. Sammen med en af mine gode venner, Ole, også fra Sydslesvig, hvis familie også købte hus i 1963, da hans mor var dansk, udforskede vi den nærmeste kyst og tog også op i Slivsøkanalen. 
Nu kunne man tro at når vi nåede teenagealderen, så var det måske ikke så attraktivt at være ved stranden, tværtimod. Vi lærte gennem de mange år en del af de lokale at kende, f.eks Teddy Schmidt og hans to drenge Jan og Johnny, Staugårds dreng Phillip og købmand Andersens søn, samt en hel del fra Hoptrup.
Mit første møde med Teddy var ellers ikke af så glædelig natur. Han greb mig nemlig i at lade min fiskestangs flåd drive ind i det forbudte område i Slivsøkanalen nær slusen!
Jeg måtte næste dag stille hos ham i hans bådudlejning på stranden, hvor jeg efter at have fået en lang og alvorlig formaning, fik udleveret mit fiskekort igen!
Sidenhen blev vi dog gode venner og Ole og jeg kom ofte forbi campingvognen og hjalp indimellem også med udlejningen.
Tilbage til de lokale venner – vi mødtes jo i sagens natur mest ved stranden, hvor vi f.eks. om aftenen lavede bål og hyggede os, ofte også med nogle af de jævnaldrende tyske turister. Vi var dog også en del med i hjemmene og bl.a. til fester i Hoptrup Ungdomsklub, som den vistnok hed.

Min mor blev pensioneret i 1978 og i 1988 flyttede hun tilbage til Danmark, nemlig til Haderslev. Så havde hun jo ikke langt til Diernæs strand. Frem til sin død i 1993 boede hun fast dernede fra maj til september. Jeg har nu overtaget huset.

Hvordan er jeg nu kommet til at skrive til Diernæs’ hjemmeside? Jo, jeg så engang da vi kørte gennem byen  et lidt afbleget ( ja, undskyld!) skilt ved venteskuret, faktisk adskillige gange. Nu har jeg så endelig taget mig sammen til at finde adressen på internettet, og syntes det kunne være sjovt at komme med et lille bidrag til byens og omegnens historie. Jeg har en del gamle lysbilleder fra stranden, og hvis jeg kan lave papirsbilleder af dem, skal jeg nok prøve at e-maile dem.

Gennem de nu mere end 40 år har der aldrig været bare et øjeblik, hvor jeg har fortrudt mine ophold ved stranden. Naturligvis præget af en barndom med dejlige og positive oplevelser i en varieret og smuk natur, selvom jeg godt kan huske en sommer, hvor det regnede tre uger i træk! Og det er ikke dette års sommer jeg tænker på!

Venlig hilsen  -  Holger Juhl-Hansen - Vojens

Tilbage til top

-fra Jonny Schmidt  - [mailto:Jonny.Schmidt@mail.dk]    
 

Det uautoriserede "j" -Diernæs eller Djernæs?

 

Hans-Jørn Jakobsen klager i Haderslev Ugeavis den femte august og i i Jyske den niende august over at Haderslev Kommune på skilte har omdøbt Djernæs, så det nu staves Diernæs. Baggrunden for ændringen i stavemåden var en henvendelse fra Kort- og Matrikelstyrelsen, der var i gang med at aktualisere og ajourføre sine kortsamlinger. Styrelsen gjorde kommunen opmærksom på, at den autoriserede stavemåde var Diernæs.
At stavemåden er autoriseret, betyder at den er godkendt af Kulturministeriet via Stednavneudvalget og det medfører, at det er stavemåden Diernæs, der optræder på alle Kort- og MatrikelstyreIsens officielle kort med videre.
Det er således også den stavemåde, Sønderjyllands Amt anvender, og derfor har der i årevis stået Diernæs ved skiltet ved afkørsIen i Hoptrup og Djernæs på skiltene ude i området. 
Inden kommunen besluttede sig for, om man skulle forsøge at få ændret den autoriserede stavemåde, konsulteredes Byhistorisk Arkiv, som oplyste følgende om den historiske udvikling i stavemåden:

1462 -1564 Dernis,
1604- 1700 Diernis, 
1700- 1783 Diernes,
1783 -1864 Diernæs, 
1864- 1920 Djernis (tysk stednavneangivelse) , 
1920 -? Diernæs (på officielle kort, adressebøger, amts- og kommunesager), 
1920'rne Djernæs (på turistkort og ikke officielle kort) .

Byhistorisk Arkiv oplyste desuden, at alt tyder på at "j" er en rest fra tysk stavemåde, men at man lokalt nok opfatter det, som udtryk for den lokale dialekt. Hvorfor og hvornår "j" har sneget sig ind på de kommunale kort og skilte, har det ikke været muligt at klarlægge.
Den historiske udvikling peger på stavemåden Diernæs som den korrekte efter dansk retskrivning, og muligheden for at få Stednavneudvalget i København til at ændre autorisationen på denne baggrund, skønnedes ikke at være stor.
I vore dages digitale systemer er en korrekt og entydig registrering af stednavne i de forskellige registre hos forskellige myndigheder af afgørende betydning. Havde Haderslev Kommune fastholdt det uautoriserede" j " ville samkøring mellem forskellige databaser blive en besværlig, tidsrøvende og økonomisk kostbar proces. Diernæs har i 260 år været stavet med "i" og i cirka 75 år været stavet med både "i" og "j". Fremover skulle der gerne komme konsekvens i skilteskoven, i computerne og på kortene.

Henrik Ørnstrup,
Informationskonsulent,

Haderslev Kommune,
Haderslev

Tilbage til top

 

-fra Ove Ethelberg,  Vedbækhus,  Diernæsvej 131             

Jeg vil gerne komme med et indlæg til jeres side på internettet.
 
 

Ung i Diernæs 1955 – 63
 

Det var den gang der var piger og karle på næsten alle gårde i byen, byens samlingssted var mejeripladsen. Om morgenen var det mejeriet der fik leveret mælk, der så leverede produkter retur til egnens landmænd. Vi andre kunne købe i mejeriudsalget.
Pladsen blev også brugt hele dagen af ”peppe” som boede overfor i Diernæsvej 106. Her havde han sine ”køer” stående bundet til træerne ud mod vejen. De blev passet ligesom rigtige kreaturer. ”Køerne” bestod af en pind med en snor i.
Om aftenen var det så vi unges tur til at indtage pladsen, -her var så ”mødestedet”. Havde man været et andet sted om aftenen, skulle vi lige forbi, for at se, om alle var gået hjem. 
Der stod vi. Om sommeren var det helt fint, men det kunne være en kold fornøjelse om vinteren og der blev frosset med anstand.
Da ingen havde mange penge, måtte det ikke koste noget, -derfor er der gået mange ture rundt i byen og ned til stranden, -det var ganske gratis. Det var under sådan en tur til stranden en søndag, sidst på vinteren 1960, at en ide fødtes.Vi ville have et indendørs samlingssted, -men hvordan? Vi havde jo ingen penge, -til kommunen for at få hjælp, nej det kunne man ikke på den tid, men løsningen kom, da vi kom ned til stranden. Der stod der et omklædningshus, når man var nede og bade. Det så ikke ud til at blive brugt,- for døren manglede. Det viste sig at tilhøre byens vognmand. Det fik vi, og fik det slæbt op til byen hvor det blev placeret mellem træerne på Diernæs Strandvej 1.

Huset blev opstillet. Som dør blev der brugt et forhæng af et eller andet stof. Jeg mener det var et gulvtæppe. Huset var på 4 – 5 kvadratmeter.- ikke stort, men vi var nu i ly for kulde og regn. Så skulle huset også have et navn. 
Det blev Hytten.

Hytten blev hurtigt udvidet, men der skulle jo kontanter til for at finansere udbygningen, så der blev lavet en klub med medlemskort.  Der blev købt granskalstykker (fraskæring når man saver tømmer ud). Det blev brugt til sider, -andre matrialer blev skaffet af anden vej. Der blev indkøbt radio og grammofon samt plader. Der blev solgt sodavand, kager og slik, -priserne var sat til, at det hele bare skulle løbe rundt. Alt arbejde der blev udført var frivilligt. Når så ballerne sluttede, kom der folk, der ikke var klar til at gå hjem. De måtte så købe et gæstemedlemskort. Det gav så yderligere penge, så der kunne købes flere grammofonplader.

Der er aldrig blevet drukket alkoholiske drikke i Hytten. Det holdt vi hårdt på ikke måtte ske. Hvad folk foretog sig ude på vejen, kunne vi ikke blande os i.
Da vi købte strøm inde hos beboerne i nr 1, kunne de fint styre os, -strømmen blev slukket og så havde vi ikke lys og musik. Det skete dog kun når musikken og larmen udenfor var for høj, og efter vi havde fået en advarsel. 

Skulle vi i byen hyrede vi en af Hoptrups lillebiler (taxa) Det foretrukne sted at gå til bal var Viktoriabad ved Kelstrup strand eller Årøsund Badehotel. En tur til motorløb på Rendbjergbanen ved Flensborg fjord blev det også til.
 

Med dette indlæg opfordrer jeg alle der kan bidrage til historier vedrørende ”Hytten” at komme med indlæg, skulle der findes fotografier af Hytten vil det være alle tiders at få det med, evt. foto der er blevet taget indenfor.
 

Ove Ethelberg

 

 

Tilbage til top